3R Kontor - En del af Holmris+Flexform

Den aarhusianske virksomhed 3R Kontor, der har specialiseret sig i at genanvende brugte kontormøbler, vokser med rekordfart. Godt et år efter stiftelsen har virksomheden en omsætning på over 4 mio. kr., og den forventes at blive 10 mio. kr. i 2016.

To iværksættere og én god idé. 

Lidt over et år senere har de to stiftere Steffen Max Høgh og Jacob Hansen forrygende travlt i firmaet 3R Kontor, der har specialiseret sig i at genanvende brugte kontormøbler – enten ved salg, donation og/eller miljørigtig bortskaffelse. Fra deres lager og showroom i Aarhus sælger 3R Kontor bl.a. brugte hæve-sænkeborde, kontorstole og konferencemøbler, som virksomheden først rengør og istandsætter, så de er som nye, hvorefter de sælges til konkurrencedygtige priser.

Siden starten i 2014 har firmaet allerede rundet 4,2 mio. kr. i omsætning, afslører firmaets første regnskab, der netop er afleveret. Og forventningen er mere at end fordoble den omsætning i 2016 til 10 mio. kr.

”Vi er selv overraskede over, hvor hurtigt tingene er gået, men der er ingen tvivl om, at vi har ramt et område, som har ventet på at nogle kastede sig over og udviklede. Nu får møblerne nyt liv, både i kontorer og institutioner til gavn for miljøet,” siger Steffen Max Høgh og tilføjer, at de allerede har ansat seks personer for at imødekomme efterspørgslen.